Da min datter var 3-4 år gammel, legede vi en tilbagevendende leg. Et running gag hvis man skal bruge teaterterminologi. Vi legede den hundredvis af gange.
Hver gang hun var på toilettet, og råbte: "færdig!", skyndte hun sig at hoppe ind og gemme sig i brusekabinen. Da jeg gik hen for at tørre hende, vidste jeg hvad der skulle ske, altid den samme leg og jeg spurgte mig selv: skulle jeg nu kunne more mig? Svaret blev altid et rungende ja!
Jeg lod som om jeg ledte efter hende, kaldte på henne, kunne ikke finde hende. Pludselig, med et vræl, hopper hun frem fra sit gemmested bagved bruseforhænget. Jeg spiller bange og forskrækket. "Hjælp, hjælp". Så kom, ligesom alle andre gange, spørgsmålet til en million: "far, troede du at jeg var et monster?"
På trods af at en glædestrålende treårig pige, med bar numse og bukser og underbukser nede ved anklerne, er det mindst monsteragtige man kan tænke sig, blev svaret altid:"Ja, jaaa!"
Takke være den smittende glæde og entusiasme min datter viste, kunne jeg ikke andet end at smile og blive glad.
Min datter kunne, hvilket de fleste små børn kan, more sig og glæde sig over en oplevelse, på trods af at den til forveksling ligner andre tidligere oplevelser. Det kan være svært for os voksne. Allerede anden gang vi hører en vittighed betragtes den som gammel. Er der noget her vi kan lære af børn? Kunne vores liv blive lettere og sjovere hvis vi, ligesom vores børn, kunde genbruge humor lidt mere?
Har du nogen børn, i dine omigvelser, du kunne lære af? Har du nogen running gag kørende med noget barn? Eller har du det med nogen voksen?
De alt mere, i hele verden, poulære latterklubber er faktisk en manifestation af dette. En gruppe samles gang på gang og morer sig over den samme slags situationskomik hver gang. Se følgende link: latter
Running gag: tilbagevendende komisk situation. Kan f.eks være en leg eller en vittighed.
"Fantasi er en højere form for virkelighedssans"
- Piet Hein
