Humor i døden?
Zen-buddhister betragter smerte, lidelse og død som en del af livet, og møder det derfor med latter, som gør smerten mindre og lær dem at ikke tage livet så højtidelig. De siger at enhver situation, enhver oplevelse er stof til humor.
Vi kan se på døden som en uretfærdig afslutning af livet, eller som en nødvendig del af det. På trods af at humoren ikke laver om på det faktum at vi skal dø, hjælper den os at acceptere det, og leve med det.
Gamle Anders' seng på sygehuset var omringet af besøgende, men det så ikke godt ud for Anders.
Pludselig gav han voldsomt tegn til præsten om at få noget at skrive på. Præsten gav ham kærligt en kuglepen og et stykke papir,
og Anders bruge sine allersidste kræfter på at skrive lidt, og så døde han.
Præsten tænkte, at det nok var bedst at gemme sedlen lidt,
så han puttede den i sin jakkelomme.
Til Anders' begravelse gik det under talen op for præsten,
at han havde den samme jakke på som den dag, Anders sov hen.
"Anders gav mig denne seddel lige før han døde," sagde han.
"Jeg har endnu ikke læst den, men jeg kendte Anders,
og jeg er sikker på, at det er et opmuntrende ord til os alle."
Præsten åbnede sedlen og læste højt: "Hjælp! Du står på min iltslange".
En gammel kinesisk visdomshistorie.
Der var engang en mægtig konge, der tog på jagt sammen med sine stormænd.
De gjorde holdt på toppen af en bakke, hvorfra de kunne se milevidt i alle retninger.
Kongen fik tårer i øjnene, imens han så ud over sit eget rige med dets frodige marker og
myldrende byer. Han tænkte på sine paladser og venner, sin ære og rigdom, og sit
folks kærlighed. "At tænke sig at jeg en dag skal dø, og forlade alt dette!" klagede kongen.
De ledsagende stormænd fik ondt af deres konge. Også de ville miste deres paladser, rigdomme
og hædersbevisninger når de døde.
"Tænk hvis vi kunne leve evigt!" sagde kongen. Stormændene nikkede, og deres øjne lyste ved tanken
om udødeligheden. Men en af dem lo. "Det burde aldrig blive nødvendigt for os at forlade
alt dette" fortsatte kongen, der overhørte afbrydelsen,
men adelsmanden lo igen. Dette skete flere gange, indtil kongen til sidst spurgte om grunden.
Adelsmanden bukkede. "jeg kan ikke holde min munterhed skjult for Deres Højhed,
selvom jeg tøver med at sige det." Han holdt en pause, og fortsatte så:
"jeg forestillede mig hvordan det ville være hvis vi alle levede for evigt, og døden ikke
eksisterede," forklarede adelsmanden. "Så ville den første Konge stadig være hos os, og den
største Vismand. Og den Udødelige Kejser og den Frygtløse General!
Sammenlignet med dem ville jeg og de andre stormænd ikke være værdige til andet end at plante ris,
og Deres Majestæt ville blot være en skriver!
Jeg kunne ikke lade være med at le ved tanken!"
De andre stormænd holdt vejret i frygt for kongens vrede. Efter et anspændt øjeblik lo kongen.
Han løftede sit drikkebæger.
"Jeg idømmer jer alle en bøde på et glas vin hver for at have opmuntret mig i min dårskab.
Og hvad dig angår," sagde kongen til den leende adelsmanden, "hver gang jeg beklager
mig over døden, har du at råbe: 'En skriver! En skriver!'"
"Jeg er ikke bange for at dø. Jeg vil bare ikke være der når det sker."
- Woody Allen
"At dø, kære doktor, det er det sidste jeg vil gøre."
- Lord Palmerston
"Fødslen er en dødelig sygdom."
- Woody Allen
"Kræft? Hva så? Så længe man er sund og rask."
- Jødisk humor